I den kommende klimatilpasningsplan bør der være fokus på vand fra oven
I en ny artikel sætter vi fokus på de stigende vandmængder, som skal håndteres ved store regnskyl. Den første klimatilpasningsplan, der udkom for snart et år siden, havde stort set kun fokus på kystsikring, og derfor er vores ønske, at en kommende klimatilpasningsplan giver vand fra oven opmærksomhed. Der ligger nemlig en kæmpe opgave hos kommunerne med at få håndteret regnmængderne – og det er ikke nogen billig opgave.
Men det er ikke bare penge, der skal til – der skal også skabes mulighed for at investere i løsninger på privat grund, som f.eks. faskiner og regnvandsventiler. Det må man ikke i dag pga. det såkaldte “nytteprincip” – eller sagt med andre ord: Forsyninger må ikke betale for løsninger hjemme hos borgeren, selvom det kommer både miljøet og helheden til gode. Det og meget mere kan I læse om i artiklen, som I kan læse her.
Efter artiklen er udkommet og sendt ind til Christiansborg, har TV2 rettet henvendelse til sekretariatet. Deres opmærksomhed er faldet på de tusindvis af overløb af urenset spildevand, som hvert år løber ud i vandmiljøet og forurener med kvælstof og miljøfarlige stoffer. Vi er stolte af, at vores artikler skaber medieopmærksomhed fra de større medier, som når bredt ud. Vi glæder os til at se om der kommer et indslag ud af det.