Tak for et godt årsmøde

Udgivet d. februar 28, 2024
Kategori: Nyheder

26. februar fik vi sat miljøteknologi på den politiske dagsorden til et forrygende årsmøde hos Kamstrup i Skanderborg.

Tak til medlemmer og deltagere for et indholdsrigt møde med faglige diskussioner og vigtige budskaber.

Venstres formand og forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, fremlagde vigtige pointer og udtalte, ”Vi bør kaste mere energi ind i at give dansk miljøteknologi politisk opmærksomhed”

Og Camilla Fabricius rammer hovedet på sømmet med citatet:, ”Hvis vi (politikere red.) sætter mål, så kommer teknologierne efter”.

For den teknologiske udvikling der følger miljøpolitiske målsætninger, bringer samtidig Danmarks miljøteknologiske industri foran internationale konkurrenter.

Et konkret politiske mål blev formuleret af Søren Egge Rasmussen (EL) ved samme lejlighed, da han advokerede for at bruge renset spildevand til PtX industrien. En god pointe, da der gemmer sig et stort innovations- og eksportpotentiale i at anvende renset spildevand til produktionen af grøn brint fra vedvarende energi.

Derudover blev en række teknologipitches præsenteret med de nyeste MUDP-projekter, og gode debatter til de fire sessioner om P2X og vand, klimagasser, ren luft og klima- og energineutral vandsektor.

Tak til Kamstrup for at åbne huset for resten af foreningen.

Årsmødet er en årlig tilbagevendende begivenhed som er åben for alle, der er interesserede i den miljøteknologiske dagsorden. Her sætter vi branchen, politikere, embedsfolk og grønne interessenter stævne for at diskutere nogle af de helt aktuelle dagsordener, der rører sig i det grønne segment af dansk erhvervsliv, som vores medlemmer repræsenterer.