Recirkulering af procesluft: en realitet efter pres fra DMT

Udgivet d. januar 27, 2023
Kategori: Luft

Snart er det slut med at fyre for gråspurvene, hvilket er en glædelig nyhed for energiforbruget, klimaet og for salget af ventilationsløsninger med genanvendelse.

Dansk Miljøteknologi har i en årrække presset på for at få ændret Arbejdstilsynets regler om, at procesluft i industrien ikke må recirkuleres. Vi har sammen med AVS, Dansk Metal, DI og Veltek i fælles front forsøgt at slå døren ind i beskæftigelsesministeriet for at få lavet ændringer i bekendtgørelsen om faste arbejdssteders indretning mv. Senest har vores forperson Kirsten Brosbøl i efteråret været i kontakt med beskæftigelsesministeriet, hvor meldingen var, at sagen alene lå på Arbejdstilsynets bord.

Det er derfor med stor glæde, at Arbejdstilsynet i tirsdags har sendt et revideret udkast af bekendtgørelsen i høring, hvor der åbnes op for, at recirkulering bliver muligt fra juli, med anvendelsen af den rette teknologi. Regelændringerne er en god nyhed for energiforbruget, klimaet og for salget af ventilationsløsninger med genanvendelse. Vi kigger ned i de nye regler sammen med vores gode samarbejdspartnere i forhold til udarbejdelse af et høringssvar. Hvis, I har kommentarer til de nye regler i bekendtgørelsesudkastet hører vi meget gerne fra jer.

Udkastet til bekendtgørelsen kan findes her.