Ny teknologi, udviklet af Krüger og AnoxKaldnes i MUDP-støttet projekt, KROBIO HYBRID, er implementeret på renseanlæg.
Forsyningsselskabet Fors har implementeret ny teknologi på deres renseanlæg i Svinninge, som blev lanceret d. 3. maj 2024. Teknologien kaldes CELLA™ og er udviklet af Krüger og svenske AnoxKaldnes med støtte fra Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, MUDP. Denne teknologi har potentiale til forandre spildevandsbranchen ved at erstatte bærelegemerne af plastik med biologisk materiale, sænke arealbehovet, forebygge klimagasudslip, reducere risikoen for overløb og ved at gøre renseprocessen mere robust overfor varierende belastning ved at supplere den eksisterende aktive slam-proces. Lanceringen af CELLA™-teknologien er et stort skridt i retning mod ny og forbedret rensning af spildevand, og viser vigtigheden i at støtte innovation af miljøteknologi, til fordel for både miljø og eksport.