I slutningen af august blev Jeppe Bruus (S) udnævnt til minister for grøn trepart. Det er positivt, at der nu sættes fuldt ind på implementeringen af treparts-aftalen, men der er forsat mange ubesvarede spørgsmål omkring ressortdelingen. Vi prøver her at afklare, hvad vi ved og i særdeleshed, hvad vi ikke ved.
Det nye ministerium kommer bl.a. til at sidde med strandbeskyttelseslinjen, implementering af vandrammedirektivet, en stor del af arealforvaltningen og vandmiljø generelt bortset fra akvakultur, miljøfarlige stoffer og spildevand. Særligt den sidste undtagelse afføder en hel del spørgsmål, da det ikke umiddelbart giver mening at afkoble indsatser relateret til vandrammedirektivet fra arbejdet med spildevand og miljøfarlige stoffer. Ligeledes er placeringen af arbejdet med de kommende vandplaner endnu et udestående, for skal et implementeringsministerium udarbejde fremadrettede vandplaner?
Det er endnu heller ikke afklaret, hvor grundvandsbeskyttelsen kommer til at ligge. Grundvandsbeskyttelse har klare snitflader til hele arealfordelingen og skovrejsning, hvilket kunne placere opgaven under Jeppe Bruus.
Miljøministeriet kommer i øvrigt også til at levere opgaver til det nye Beredskabsministerium. Det vil primært være opgaver, der hidtil har ligget i Kystdirektoratet samt en mindre del af arbejdet med klimatilpasning.
Lige nu er der således en del spørgsmål omkring opgavedelingen, der skal besvares. Når det hele falder til ro, vil en af de positive sider af sagen være, at der nu kun er én minister for bordenden og ikke to, som har været tilfældet hidtil i opgaver relateret til grøn trepart, som både miljøminister Magnus Heunicke (S) og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) har haft en aktie i. Det har ikke været nemt at manøvrere i. Den endelige ressortdeling skal formelt set være på plads senest d. 9. okt. I praksis er der dog brug for en afklaring allerede inden Folketinget åbner d. 2. oktober, hvor der vil blive fremlagt flere lovforslag relateret til miljøområdet.