Regeringens forslag til nye nul-emissionszoner var for nylig i offentlig høring. I Dansk Miljøteknologi er vi glade for, at alle kommuner nu får mulighed for at oprette zoner, hvor der er mindre luftforurening. Men hvorfor er det kun bilernes udstødning som der sættes ind overfor? Ifølge Miljøstyrelsen er forurening fra brændefyring den største kilde til luftforurening herhjemme.
I dag findes der teknologiske muligheder til at rense røgen for de skadelige partikler med op til 95 %. Et partikelfilter eller en katalysator til en brændeovn er ikke meget dyrere end et partikelfilter til en dieselbil. I den offentlige debat er der både indædte modstandere af brændeovne – men også mange danskere som holder meget af deres brændeovn. Det behøver dog ikke være et enten eller. Derfor mener vi i Dansk Miljøteknologi, at vi skal udnytte de teknologiske muligheder for rensning som allerede findes – særligt når der lovgives om nul-emissionszoner.
Vi har skrevet et debatindlæg i Altinget om, hvorfor vi mener at nul-emissionszonerne ikke helt lever op til deres navn. Lige nu forhandles der om Finansloven for 2025. Det vil være helt oplagt at sætte penge af til en tilskudsordning og inkludere installation af filtre i det foreslåede håndværkerfradrag.
Dansk Miljøteknologi i Altinget: Nulemissionszoner lever ikke op til deres navn
Udgivet d. september 13, 2024
Kategori: Luft