Bødskov afviser grøn repræsentant i EU regelforum

Udgivet d. september 9, 2024


Dansk Miljøteknologi har henvendt sig til Erhvervsminister Morten Bødskov med en opfordring om at have større ambitioner for miljøet i implementeringen af EU-regulering.


Helt konkret har foreningen foreslået, at ministeren udpeger en repræsentant for miljøerhvervet til Erhvervslivets EU- og Regelforum, som rådgiver regeringen om implementering af ny og kommende EU-regulering, således at den medfører færrest mulige omkostninger for erhvervslivet.

Rådets opdrag er regeringens principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering, som slår fast, at Danmark som udgangspunkt ikke skal gå videre end minimumskravene i EU-reguleringen. Altså er minimumsimplementering default indstillingen, som det kræver ”væsentlige hensyn” at ændre på. Alt sammen for at undgå byrder for erhvervslivet.

Men desværre overses det ofte, at EU-regulering på f.eks. miljø-, klima og sundhedsområdet udover den direkte effekt på miljøet og klimaet mm. også har den positive sidegevinst, at den stimulerer innovation i de virksomheder, som producerer og markedsfører renere teknologi og nye mindre belastende produkter. Derfor kan principperne om minimumsimplementering direkte skade grønne danske virksomheders konkurrenceevne.

Derfor er det ifølge Dansk Miljøteknologi nødvendigt at have en stemme i Regelforum, der specifikt repræsenterer miljøvirksomhedernes interesser, som ofte adskiller sig fra andre erhvervsinteresser.

Desværre afviser Morten Bødskov i sit svar til DMT at udpege en miljørepræsentant til Erhvervslivets EU- og Regelforum. Han vurderer, at den nuværende sammensætning af repræsentanter fra erhvervs- og forbrugerorganisationer, fagbevægelsen, sagkyndige og danske virksomheder allerede tilstrækkeligt varetager miljøvirksomhedernes interesser.

Det ærgrer os meget, at ministeren ikke ser behov for at inkludere miljøerhvervets stemme i denne vigtige sammenhæng. Vi vil nu forfølge sagen gennem relevante ordførere i Folketinget.

Vi har også haft et indlæg om sagen i Cleantech Watch. Mediet udviste stor interesse for sagen, og vi forventer, at de ligeledes vil forfølge sporet vi har lagt.