Energibesparelser kan blive drivkraft for udbredelse af ny teknologi til Legionella bekæmpelse.
Løsningerne på Legionellaproblemet i Danmark eksisterer – de bliver bare ikke bragt i spil. I de sidste 30 år har man anbefalet de samme løsninger til bekæmpelse af Legionella, mens antallet af Legionærsyge er steget. Samtidig står vi overfor nye EU krav om energieffektivisering i bygninger, der nødvendiggør politisk nytænkning.
Ved at tillade en sænkelse af standard temperaturen på varmtvandsinstallationer med godkendt desinfektionsløsning, kan energibesparelse blive en drivkraft for installation af ny teknologi, til mere effektiv Legionella bekæmpelse.
En sænkelse på blot 5 °C har potentiale til at give en CO2-reduktion på 55.000 tons/år CO2, eller 1 procent af det nationale CO2-reduktionsmål for 2030 ifølge NIRAS.
Det er dog ikke tilladt inden for nuværende lovgivning at høste energibesparelsen, da bygningsreglementet foreskriver, at temperaturbarrieren skal opretholdes, uanset om der er installeret en anden (og mere effektiv) løsning på bakterievækst.