Foreningen tog i sin nye form udgangspunkt i Miljøteknisk brancheforening, som bestod af godt 12 virksomheder inden for vandsektoren. Her mødtes direktører og ledende medarbejdere et par gange om året – blandt andet ved nytårstid for at holde lidt øje med konkurrenterne og eventuelt sætte nye samarbejdsprojekter i søen – og for at spise kogt torsk med sennepssovs.
De private virksomheder i vandbranchen begyndte imidlertid i midten af 00erne at føle et behov for at styrke samarbejdet og etablere sig som et egentligt talerør over for politikere og myndigheder i Folketinget og kommuner. Vandvirksomhederne havde i 90erne oplevet gode tider, fordi de første vandmiljøplaner medførte etablering af en lang række effektive rensningsanlæg, som kunne fjerne kvælstof, fosfor og organiske stoffer fra byernes spildevand. Desuden medførte afgiften på vandtab over 10 % i drikkevandssystemet, som Svend Auken indførte i 90erne, udvikling og mulighed for at introducere ny teknologi som intelligente ventiler og avancerede målere. Industrien kunne bruge det danske marked til at udvikle og markedsføre smart teknologi internationalt. Men man følte nu i oo’erne, at de nye politiske vinde efter århundredeskiftet betød, at ambitionerne på miljøområdet faldt drastisk. De blev i stedet afløst af en ny erhvervspolitik, hvor der var kortsigtet fokus på omkostninger hos de store vandforbrugende virksomheder som slagterier og mejerier. Aktiviteten på miljøområdet og dermed også i vandsektoren var for alvor for nedadgående, og det skadede indtjening og udvikling, samtidig med at behovene for nye vandløsninger i samfundet blev større og større. Man oplevede ikke Dansk Industri som et relevant talerør, fordi deres meget brede og sammensatte medlemskreds gjorde det svært at sætte en entydig dagsorden.
I begyndelsen satsede Miljøteknisk Brancheforening på, at bestyrelsen kunne igangsætte en nødvendig indsats over for politikerne for at imødegå udviklingen og igen sætte mere ambitiøse vandløsninger i gang. Men hurtigt måtte man erkende, at travle ledere med mange jern i ilden ikke havde tiden til at løfte opgaven – og måske heller ikke altid den nødvendige indsigt i, hvordan man påvirker politiske processer. Derfor begyndte man at etablere et egentligt politisk sekretariat – i begyndelse på beskedent niveau med en deltidsansat sekretariatsleder. Men efterhånden kom der studentermedarbejdere til, senere en direktør på fuld tid og i 10erne yderligere miljøpolitiske medarbejdere.
Det nye politiske sekretariat begyndte at udpege politiske mærkesager – i samarbejde med medlemsvirksomhederne. På de årlige generalforsamlinger blev der nu vedtaget arbejdsplaner for det kommende folketingsår.
En af de første sager, som foreningen kastede sig over, var overløb fra spildevandssystemet. Den levede op ti kriterierne for valg af politiske sager: der var (og er) væsentlige miljøinteresser på spil, da overløbene spiller en stor rolle for den økologiske tilstand i mange vandløb og søer og forringer badevandskvaliteten mange steder. Sagen kan påvirkes af politisk regulering gennem målsætninger om at nedbringe antallet og gennem prioriteringer af, hvor den økonomisk dyre indsats skal fokuseres for at gøre størst gavn. Og endelig er der er betydelige kommercielle interesser for en del medlemsvirksomheder i sagen.
Opgaven i forhold til overløbene var naturligvis at skabe politisk interesse for sagen og formulerede de politiske forslag, som kunne fremføres over politikerne. Sagen gav også anledning til overvejelser over, hvor offensivt foreningen kunne tillade sig at fremføre sine mærkesager. I 2009 lancerede foreningen, som nu have skiftet navn til ”Dansk Miljøteknologi” sit nye magasin med en forside, som fortalte sine læsere, at ”de danske strande er åbne kloakker”. Det vakte en del opmærksomhed, men mildt sagt også nogen utilfredshed hos de kommunale vandselskaber, som havde opgaven med at planlægge og finansiere de forbedringer i spildevandssystemerne, som i praksis er nødvendige for at nedbringe mængden af overløb. Og da vandselskaberne jo både var medlemsvirksomhedernes kunder og samtidigt potentielt vigtige samarbejdspartnere, besluttedes det at ”skrue lidt ned for charmen”. Men sagen gav værdifulde erfaringer: man kunne formulere sager, som gav politisk genlyd, og som rummede gode politiske forslag, der kunne gavne både miljø og beskæftigelse. Og foreningens sekretariat kunne gennemsamarbejde med medarbejdere i medlemsvirksomhederne udformer helt konkrete forslag til ny politisk regulering i folketing og kommuner, som politikerne fandt interessant at arbejde videre med.
På tilsvarende vis arbejdede Dansk Miljøteknologi videre med andre vandpolitiske sager, som kunne bidrage til en grøn politisk dagsorden med fokus på både et renere miljø og øget beskæftigelse i branchen.
Man satte fokus på vandtab i drikkevandsforsyningen. Et lavere vandtab kunne reducere energiforbruget og udvikle løsninger med stor international interesse i en verden med store udfordringer med at skaffe tilstrækkeligt med vandressourcer. Derfor foreslog Dansk Miljøteknologi at stramme lovgivningen, så vandselskaberne skulle reducere vandtabet til mindre end de 10 % (fx 5), som var det vejledende krav med økonomiske incitamenter. Igen gav det anledning til dialog med vandselskaberne organiseret i DANVA, som (med rette) fremførte, at forudsætningerne var meget forskellige steder afhængig af vandsystemerne alder. Danmark har på baggrund af kravet om maks. 10 % vandtab udviklet gode teknologiske løsninger i form af intelligente ventiler og styring samt præcise målere, og derfor kan vandforsyninger med lavt vandtab fungere som udstillingsvinduer for danske virksomheders teknologi.
Bakterier i drikkevandet kan give anledning til ubehagelige sygdomme. Årsagen til forureningen kan findes mange steder i vandforsyningen, og derfor er en bred forebyggelse en god tilgang, og en sådan tilbyder ledelsessystemet DDS (Dokumenteret Drikkevands Sikkerhed), som systematisk kortlægger og udbedrer svagheder. Det var en af Dansk Miljøteknologi store sejre, da Folketinget efter flere års systematisk lobbyindsats vedtog at gøre DDS obligatorisk for alle vandforsyninger – med graduerede krav efter forsyningernes størrelse.
Klimatilpasning var fra foreningens begyndelse et højt prioriteret indsatsområde, og det fik unægtelig større bevågenhed efter de massive regnhændelser og store oversvømmelser i sommeren 2011. Vores forslag om obligatoriske klimatilpasningsplaner i kommunerne – med kortlægning af de oversvømmelsestruede områder og en plan for afbødning af de værste skader – blev rent faktisk til lovgivning i de kommende år i et godt samarbejde med den daværende miljøminister.
Jævnlige medlemsmøder om specifikke emner blev afholdt hos medlemsvirksomheder rundt om i landet, hvor specielt kyndige og interesserede medarbejdere bidrag med viden og ideer til politiske initiativer.
Medlemstallet voksede på baggrund af de politiske resultater støt, og argumentationen om, at skrappe miljøkrav stimulerer udvikling og afsætning og dermed eksport og beskæftigelse, blev tydeliggjort og fungerede som modvægt til ønsket om at slække miljøkravene, som ofte blev fremført af andre virksomheder og partier med et snævert fokus på kortsigtede omkostninger. Det var også et vægtigt bidrag til den overordnede erhvervspolitiske debat, og det gjorde Dansk Miljøteknologi politisk interessant.
De halvårlige generalforsamlinger samlede stadig større deltagerkredse. Dels var der debat med fremtrædende politikere, ofte også et besøg fra den siddende miljøminister, som blev udfordret på sine (manglende) handlinger og præsenteret for fremadrettede cases med nye teknologier hos medlemsvirksomhederne. Herudover var der workshops med drøftelser af de prioriterede sager i arbejdsplanen, og hvor medlemsvirksomhedernes medarbejdere med særlige interesser og viden deltog for at tage temperaturen på fremdriften og forslå nye politiske initiativer. Her deltog videnspersoner fra universiteter og relevante embedsfolk ofte.
Den politiske succes betød, at også andre miljøteknologiske virksomheder viste interesse for foreningen, og i 2009 vedtog man, at også virksomheder inden for luftrensning og jordrensning var velkomne. Man var nu en forening for rent vand, ren luft og ren jord. Det betød en pæn medlemsfremgang og et stort arbejde med at definere udfordringer og politik på især luftområdet. Og det gav en betydelig større politisk gennemslagskraft, som bl.a. blev omsat i en offensiv indsats for styrke det miljøteknologiske demonstrations- og udviklingsprogram (MUDP). Hidtil havde det været en mindre tilskudspulje i Miljøministeriet, men nu foreslog Dansk Miljøteknologi, at det skulle være et egentligt program med egen lov og selvstændig bestyrelse og selvfølgelig større bevillinger på Finansloven. Det var en stor sejr, da MUDP så dagens lys i 2014.
På luftområdet satte Dansk Miljøteknologi fokus på forurening med partikler, NOx og svovl, ikke mindst fra trafikken. Der blev arbejdet med forslag til bedre miljøzoner og internationalt pressede man på for, at reguleringen af emissioner fra skibstrafikken blev forbedret og reglerne bedre håndhævet.
Der blev også rejst krav om mulighed for recirkulation af renset luft i industrien. Hidtil havde reglerne foreskrevet, at den forurenede luft fra fabrikkerne blev renset nødtørftigt og sendt ud i det omgivende miljø. Men forbedrede filterløsninger betød, at luften kunne renses og genbruges, hvad der energimæssigt betød store forbedringer og besparelser. Men reglerne var vanskelige at lave om, og det var en af de længstvarende indsatser for foreningen, som til sidst gav en gennembrud efter et godt samarbejde med parter på arbejdsmarkedet og regeringen.
På jordområdet satte Dansk Miljøteknologi især et kraftigt lys på de såkaldte generationsforureninger, som Høfde 42 ved Cheminova og forureningen fra Grindstedværket i Kærgaard Plantage. Indsatsen handlede om at gøre politikere og offentlighed opmærksom på de store miljømæssige og sundhedsmæssige udfordringer, som de udledte og ophobede kemikalier havde, og på den negative betydning, som giftdepoterne har for hele lokalområdet og dets udviklingsmuligheder. Målet var naturligvis at få vedtaget en plan for oprydning af landets giftdepoter og få afsat midler på Finansloven til at komme i gang. Håbet var også, at kravene til oprydning kunne blive så skrappe, at der blev udviklet nye teknologiske løsninger, som kan eksporteres til andre lande. Det har været op ad bakke, men oprydningen er trods alt i gang og de første mange millioner er afsat på Finansloven.
På vandområdet fortsatte indsatsen for bedre spildevandsrensning. Nu også med fokus på de miljøfremmede, stoffer (MFS), som i form af alle mulige giftige kemikalier ryger igennem renseanlæggene, som kun er bygget til at fjerne de organiske stoffer. Dels arbejdede foreningen for krav om rensning af spildevand fra hospitaler, dels for central rensning af alt spildevand for lægemiddelrester mm. Hvordan den bedste kombination er, debatteres stadig – ligesom der udestår udmøntningen af en kommende EU-lovgivning om et fjerde og evt. femte rensetrin.
Spørgsmålet om energineutrale eller CO2-neutrale renseanlæg, der udnytter energiindholdet i spildevandet, og som genvinder værdifulde ressourcer, blev også sat på dagsordenen. Perspektivet er at omdanne rensningsanlæg til egentlige ressourcefabrikker med dansk knowhow og eksport for øje.
Dansk Miljøteknologi har kæmpet mod den vedtagne politik om minimumsimplementering af EU-lovgivning, som systematisk sænker ambitionsniveauet i den grønne politik, og som påvirker mentaliteten i hele embedsværket negativt.
Igennem hele perioden har spørgsmålet om den økonomiske regulering af vandsektoren været et centralt politisk stridspunkt, hvor det har været en prioritet at sikre råderum til teknologisk innovation og højere ambitioner.
Samlet set har Dansk Miljøteknologi opnået mange sejre. Og det har været karakteristisk, at mange medlemsvirksomheder og deres medarbejdere selvfølgelig har haft fokus på forretningsmæssige muligheder, men også på at bidrage til et bedre miljø og en grønnere erhvervspolitik. Man ville gerne bruge sin viden i miljøets og samfundets tjeneste. Grøn i idealisme i en kommerciel forening.