Debatindlæg i Altinget om miljøzoner, nul-emissionszoner og brænderøg

Udgivet d. september 30, 2024
Kategori: skjult | Luft | Nyheder

DMT har et debatindlæg i Altinget om at hæve ambitionsniveauet for Miljø- og Nul-emissionszonerne. DCE udkom med en evaluering af de fem danske miljøzoner i august. Evalueringen viste, at partikelemissionen fra dieselbilers udstødning er faldet med 23,5 %. Dette er dog kun en meget lille del af den samlede emission af luftforurenende stoffer, men vi anerkender effekten.

Potentialet er meget større, hvis regeringen hæver ambitionsniveauet og inkluderer flere af de væsentlige kilder end bare de ældste dieselbiler. Vi mener, at det er uambitiøst, at miljøzonerne, og i særdeleshed nul-emissionszonerne, ikke giver kommunerne mulighed for at sætte ind over for den største bidragsyder til luftforurening herhjemme, som ubetinget er brændeovnene.

Med den nye evaluering kan vi se den store effekt af at sætte ind ved de største kilder, som samtidig er de lavest hængende frugter. Nul-emissionszonerne kan tydeligvis ikke leve op til deres navn så længe det stadig er tilladt at forurene med partikler fra sin brændeovn uden krav om et partikelfilter. Men lidt har naturligvis også ret.

Rådmand for Klima og Miljø, Tim Vermund (S) fra Odense Kommune, har været fremme i medierne og argumenteret for et tilskud til partikelfiltre til brændeovne i forbindelse med lanceringen af evalueringen af miljøzoner. Det synes vi er en god idé. Til de igangværende finanslovsforhandlinger foreslår vi, at der afsættes penge til en ny ”ren luft-pakke III”, da luftforurening stadig er et væsentligt problem i byerne herhjemme. Det er et af flere budskaber, som vi har med, når vi i øjeblikket turnerer rundt blandt miljøordførerne på Christiansborg.

Læs indlægget her.