DMT mener, at EU-Kommissionens udkast til revideret Byspildevandsdirektiv viser, at vi er kommet langt i de ca. 20 år som direktivet har været gældende, og at EU-Kommissionen nu med rette foreslår et mere helhedsorienteret syn på spildevandssektoren med et fornuftigt fokus på renseanlæg som ressource- og energianlæg. Også i forhold til miljøfarlige stoffer er EU-Kommissionens forslag ambitiøst, og DMT anbefaler, at Danmark bør arbejde for, at det høje ambitionsniveau med et fjerde rensetrin og udvidet producentansvar fastholdes i det endelige direktiv, så det ikke udvandes i de kommende forhandlinger. Derimod har EU-Kommissionen fejlanalyseret mulighederne for reduktion af udledning af klimagasser. Det skal der rettes op på ved at indføre krav til monitering og reduktion af de direkte udledninger af klimagasser fra selve renseprocessen og fra en forøget energiproduktion, så det fulde potentiale udnyttes. Også den foreslåede regulering af overløb og andre regnvandsudledninger er for uambitiøst og her bør Danmark arbejde for, at der indføres egentlige krav til reduktion af stofudledning.
Læs hele høringssvaret her (dansk)